SPILLERE Så PROBLEMERNE MED FYRET LYNGBY-TRæNER På FøRSTE DAG

Fredag fyrede Lyngby Boldklub sin cheftræner, Magne Hoseth, efter blot 50 dage i spidsen for superligaklubben.

Allerede fra første dag oplevede spillertruppen dog udfordringerne i samarbejdet med Hoseth og nordmandens manglende tydelighed som træner.

- Lidt fra dag et manglede jeg en tydelighed over, hvad det var, vi ville som hold. Det har været svært ikke at vide, hvilken retning vi var på vej i, siger Lyngbys forsvarsspiller Andreas Bjelland.

Bjelland er en del af anførergruppen på Lyngby-holdet, og de tog på eget initiativ fat i Magne Hoseth tidligt på klubbens træningslejr i vinterpausen.

- Vi spillere havde et møde med Magne, hvor vi tog fat i ham på træningslejren i Tyrkiet. Vi satte os ned med ham og vores anførergruppe, hvor vi ønskede mere tydelighed.

- Efter mødet mærkede vi ikke de store ændringer, og det er også lidt humlen ved, at vi står her nu. Vi følte ikke, at den tydelighed blev forbedret, siger Andreas Bjelland.

Lyngby-anfører Marcel Rømer forklarer, at holdets nu tidligere cheftræner er en markant anderledes type end den tidligere træner Freyr Alexandersson, der forlod klubben i januar.

- Magne er måske mere introvert, og det skal man også respektere. Derfor tænkte vi spillere også, at vi skulle være tålmodige med, at det hele lige skulle lande, men det har det så ikke rigtig gjort, siger Rømer.

En klar retning fra Hoseth har været en mangelvare, og derfor forstår anføreren også beslutningen om at gå hver til sit efter mindre end to måneders samarbejde.

- Vi har savnet tydeligheden. Det er ubehageligt at rende rundt på banen og ikke have klare aftaler på plads.

- Der er mange ting, som ledelsen har samlet sammen, og flere end blot det, at spillerne har udvist mistillid. Derfor forstår jeg godt, at man har valgt at fyre Magne for at være helt ærlig, siger Rømer.

Magne Hoseth kom til Lyngby i januar fra færøske KÍ Klaksvík, men nåede altså blot 50 dage som træner.

/ritzau/

2024-03-01T15:46:40Z dg43tfdfdgfd