REAL MADRID SENDER CITY UD EFTER STRAFFESPARKSDRAMA

Ingen klubber ved bedre end Real Madrid, hvordan man vinder Champions League. Og det spanske storhold kan stadig vinde sin 15. titel, efter at holdet onsdag sendte de forsvarende mestre fra Manchester City ud.

Carlo Ancelottis mandskab måtte slide som sjældent for at kæmpe sig til en straffesparkskonkurrence, hvor de spanske nerver var bedst.

Kampen endte 1-1, det første opgør var endt 3-3, og fra 11-meter-pletten var Real Madrid køligst og scorede på fire spark, mens City kun scorede på tre.

Mens opgøret i sidste uge kom flyvende fra land med tre mål inden for det første kvarter, var håndbremsen mere trukket for begge hold onsdag i Manchester.

Alligevel lykkedes det Real Madrid at komme i front efter 12 minutter. Rodrygo blev spillet helt blank foran mål, og i to omgange passerede han tilbagevendte Ederson i City-målet.

En drømmestart for gæsterne, som dermed kunne trække sig tilbage på banen og i endnu højere grad satse på kontrastød.

Manchester City fik lov til at have bolden meget, men spanierne stod godt defensivt. City havde svært ved at skabe store chancer, men en enkelt gang var det dog voldsomt tæt på udligning.

Erling Haaland ramte overliggeren på et hovedstød, og på riposten var Bernardo Silva tæt på.

Det lykkedes i perioder Real Madrid at gøre det til en rodet kamp, men Citys pres blev tungere og tungere, som anden halvleg skred frem.

Slitagen på gæsterne efter hårdt defensivt arbejde begyndte dog at kunne anes. Pep Guardiola smed hurtige, driblestærke Jeremy Doku ind på kanten, og det gav nyt, tiltrængt liv til City.

Det var hans forarbejde, som gav Kevin De Bruyne en ripost, som han hamrede op i nettaget med et kvarter igen.

Ikke længe efter brændte belgieren til gengæld en stor chance, men det var spil til ét mål stadig.

De store chancer blev dog færre og færre, og kampen måtte ud i forlænget spilletid. Her kunne holdene heller ikke finde vej til nettet.

Der skulle straffesparkskonkurrence til at afgøre tingene, hvilket Real Madrid helt klart kunne være bedst tilfreds med. Manchester City vandt skudstatistikken 33-8 og hjørnesparksstatistikken hele 18-1.

City fik en perfekt start på straffesparkskonkurrencen. Julian Alvarez scorede, hvorefter Luka Modric brændte for Real Madrid.

Citys to næste skytter, Bernardo Silva og Mateo Kovacic blev dog kigget ud af Andriy Lunin, og da Real Madrid scorede på sine fire øvrige spark, avancerer spanierne til semifinalen.

Her venter Bayern München, som onsdag sendte Arsenal ud.

/ritzau/

2024-04-17T22:00:38Z dg43tfdfdgfd